Bergsagel.dk

Jeg er smuttet til Indien med hele familien. Tilbage i marts 2009. Følg med og send evt. en hilsen på bergsagel.dk/indien

(Dette er et meget langt svar til Kim Elmose, der stillede et spørgsmål om hvordan det går Washington Post’s nylancerede såkaldt hyperlokalmedie LoudounExtra.com. (Det går vist ret godt).

Alle andre, der hungrer efter inspiration til, hvordan man kan få genoplivet sin lokalavis, kan nok lære noget her. Kodeordet er ambitioner så store som de største, hårdt arbejde og kendskab til de værktøjer, der bør ligge lige i forlængelse af fingrene på en hver moderne journalist.

For mindre end et år siden lancerede Washington Post sit første online-lokalmedie, Loudoun Extra. Det er tilsyneladende gået så tilfredsstillende, at avisen nu har givet grønt lys til planerne om at sætte seriøs strøm til hele sin lokale onlinestrategi. Meget snart lancerer organisationen sit næste lokalmedie i Fairfax County. På sigt får Northern Virginia, Maryland og DC tilsvarende lokalmedier online i de 13 områder omkring hovedstaden, hvor avisen i forvejen har lokalkorrespondenter. Det sker af to årsager:

1. Avisen, Washington Post, er, hvis nogen skulle have glemt det, en lokalavis, der kun handles lokalt. Tilfældigvis er der mere end et lille borgmesterkontor i lokalområdet, hvorfor avisen historisk har sat alle kræfter ind for at få stor indflydelse i sin politiske dækning. Det er lykkes og det har skabt det pudsige problem, at washingtonpost.com’s læsere for hovedpartens vedkommende er læsere med interesse i powerpolitik. Det er et problem fordi de fortrinsvist bor uden for lokalområdet, hvilket ikke har stor værdi for avisens fortrinsvist lokale annoncører. Altså er det nødvendigt med en lokal onlinestrategi hvis man skal tilfredsstille de lokale annoncører så de bliver ved med at annoncere i avisen.

2. Avisen er stort set opbygget som Frederiksborg Amtsavis eller Roskilde Dagblad; en hovedsketion og en stribe lokalsider. Lokalsiderne er dog gennem årene blevet mindre og mindre “lokale”. Det journalistiske fokus er ofte for ”hovedstadsagtigt” og handler sjældent om, hvad der sker på den lokale skole, kirke eller nede på baren rundt om hjørnet. Alt i alt har Washington Post fået det problem at dens succes med storpolitiken har svækket avisen ude i de små byer rundt om hovedstaden.

Begge dele ønskede avisens bestyrelsesformand Donald Graham (søn af Kathrine Graham, der var barn af avisens redningsmand Eugene Meyer, der købta avisen i 1933) at gøre noget ved. Og har man mange midler, og søger man en person med uhæmmet kærlighed for lokalmedier samt talent til at sætte super cool strøm til indsatsen online, så ringer man til Rob Curley. Og får man lokket ham til, så følger der en drøm af et lille taskforce-team med på fem. Et par journalister med styr på artikelskrivning, multimedie dicipliner mm. En frontend programmør med hang til flash og evner til at gennemskue iPhoneen en måned inden lanceringen, en databasekoder og altmuligmand til at styre snoretrækket bag kuliserne.

En af dem er Tim Richardson, der har været med Curley i otte år. Han er journalist og leder lokalprojektet LoudounExtra.com og har også ledet en stor del af arbejdet med at forberede Fairfax-sitet.

Det vil føre for vidt at beskrive alt det de har gjort anderledes end eksempelvis Roskildedagblad.dk. Men her er en snas.

Inden Fairfax-sitet kan gå i luften har Tim og et hold af 10 journalistpraktikanter indsamlet data om især tre forhold i lokalområet.

Tre måneder tog det at indtaste oplysninger om samtlige 700 kirker, 2000 restauranter og 250 skoler. Med hensyn til restauranterne fik praktikanterne oplyst åbningstider, hele menuen, noterede kødretter, vegetarretter, allergivenlige retter og en liste af andre svar på spørgsmål i de rette felter, så databasen blev relaterbar og søgbar. Hvad angår skolerne er karaktergennemsnit noteret, interview med nøglepersoner på skolen er gennemført lige som skolerne blev gennemfotograferede – enkelte områder 360 grader.

Mange andre lokale oplysninger er blevet registreret, så lokaldatabasen fungerer som et rigtigt værktøj (på alle platforme): Hvilken restaurant serverer sushi, når min film eller mit teaterstykke er slut, hvor ligger den hende osv. En fed lille feature er: “Hvilken restaurant er åben nu”. Som alle gode ideer lyder den banal, men jeg kan ikke finde noget tilsvarende på hverken AOK.dk eller Ibyen.dk.

Således kan Curleys lokalmedie tilbyde den mest omfattende kallender-service i området.

Holdet har skrevet en historieguide til området ved at dykke ned i og linke til de lokalhistoriske arkiver og de har skrevet en simpel guide til nye tilflyttere til området.

Samtidig er de gået i gang med at uddanne lokalredaktionens journalister – der hidtil alene har skrevet til deres lokalsider i avisen – i brug af video og foto til nettet.

Endelig har de hyret en lokal blogger til lokalsitet.

Af brugergenereret indhold benytter Curley feeds fra Youtube og Flickr. Alle videoer og fotos, der i de pågældende tjenester er tagget med ord fra lokalområdet (by, skole, restaurant, kirke etc), bliver feeded ind på siden efter en kort screeningproces. Det er en hurtig og effektiv måde at få fotos af området ind på sitet og som Tim siger:

”Det er jo der folk uploader deres ting i forvejen. Der er ingen grund til at gøre det mere besværligt med eksempelvis at bede folk om at sende billederne til os”, siger Tim.

Man skal ikke registrere sig for at bruge sitet med mindre man ønsker at skrive kommentarer til artikler eller til blogindlæg.

”En persons første fem kommentarer bliver mailet til os”, siger Tim. Hvis det ser fornuftigt ud sker der intet og personen kan skrive uden at vi skal moderere det. Hvis personen lader til at være på kanten af hvad vi synes et ok, kan vi markere brugeren som ”kritisk”, hvorefter vi modererer det han skriver. Endelig kan vi banne brugere. Det gør vi sådan at han stadig ser sin kommentar på sin egen maskine selvom det aldrig bliver set af andre”.

Det sidste har jeg aldrig hørt om før men det er djævelsk pudsigt.

En lokaloperation bliver drevet af et par lokaljournalister, der også skriver til avisens lokaltillæg to gange om ugen. Desuden kommer der bidrag fra Washingtonpost.com’s Metrodesk. Endelig er der daglige bidrag fra bloggeren.

Centralt og på afstand sidder så Tim, der i praksis redigerer alt og smider det på siden. Han styrer også de multimediefolk, der sidder centralt og sender dem ud efter behov. Disse folk arbejder nu for LoudounExtra men vil på sigt blive et taskforce for alle lokalmedierne.

Butikken løber ifølge Rob Curley næsten rundt. Også den kommercielle side er gjort lidt anderledes end jeg har oplevet før. Curley ønsker at der er friske annoncer på siden hver dag så de samme bannere ikke tynger sitet med gentagelser dag efter dag. Gentagelserne giver heller ikke annoncørerne nogen særlig værdi, da folk hurtigt ignorerer dem.

For at gøre opmærksom på sig selv tilbyder sitet i samarbejde med lokale handlende dagens tilbud – noget et lokalsite måske kan dyrke bedre end et nationalt eller internationalt site. Hver dag er der et specielt afslag i prisen fra det lokale pizzaria, den lokale bar eller blomsterhandler. Samme butik reklamerer så for sitet. Baren har ølbriketter med reklame for sitet lige som pizzariaet med klistermærker på takeaway bakkerne også gør opmærksom på LoudounExpres.com.

Hele denne indsats har fået de øvrige lokalaviser, der ifølge Tim og Curley var faldet i søvn, op af stolene. De er vågnet op, men er slet ikke kommet op i gear som Curleys lille hold. Loudounextra har ifølge Curley succes og trafikken er konstant stigende, men som Curley siger:

”Min erfaring siger, at det tager mindst 18 måneder før publikum opdager at dit nye site er blevet bedre.”

Det meste populære indhold står bloggeren for, der i gennemsnit skriver et blogindlæg om dagen. Hun er en lokal person, og hun er professionel skribent. Hendes emner handler om meget lokale forhold så som det, der bliver debatteret nede ved grønthandleren.

På andenpladsen kommer indhold, der handler om high school sports.

Her perfektionerer Curley, det der er hans signatur – nemlig den databasedrevne journalistik. Igen er alt registreret. Hver spiller har sin egen side som gamle dages fodbold- eller baseballkort. Hver kamp, der alligevel bliver dækket af avisens journalister, bliver nu også registreret med al den statistiske data, man kan ønske dig. Dette muliggør sammenligninger med andre klubber (også forud for kampene), grafiske fremstillinger af afgørende situationer osv. Redaktionen udvælger de fire vigtigste kampe om ugen og videofilmer dem med ét kamera. Til gengæld har de lavet den lækreste grafik til disse indslag så det ser ligeså seriøst og lækkert ud som var kampen vist i sportsnyhederne på TV.

På tredjepladsen kommer så de lokale nyheder, der også er blandet skrift, video, foto, grafik og lyd. Og skal man tro Curley er det tilsyneladende ikke journalistens professionelle egenskaber, der er skyld i den placering.

”En journalist, der arbejder for os skal være i stand til at skrive som de bedste. Der ud over skal de mestre en eller flere multimediedicipliner som et minimum. Hvis de kan kode er der rigtig godt”, siger han.

Inden han ansætte skal en ansøger bestå en skriveprøve. Han ringer rundt for at høre hvad ansøgerens tidligere chefer og deres professorer på journalistskolen siger om dem.

“Vi er interesseret i at høre om deres arbejdsmoral – gider de arbejde røven ud af bukserne? Det skal de. Vores journalister er de bedste og det skal de være, hvis vi både skal udvikle journalistikken på det niveau, vi gør, og samtidig bedrive den bedste lokaljournalistik, du kan tænke dig. Vores mål er at eje hvert lokalområde hvor vi opererer. Også de på store historier”, siger Rob Curley.

Læs evt hvad Curley selv har skrevet om Loudounextra.

Har lige tilbragt det meste af to dage på washingtonpost.com og newyorktimes.com. Og det bliver nok ikke meget mere svulstigt målt på selvforståelse. Og med rette. Alt er naturligvis enormt i antal ansatte og læsere, navne og legender.

Det ene organisation svælger stadig i sin moderavis’ gamle Watergate-historie, mens den andens onlinemedie netop har pillet bukserne af New Yorks guvernør Spitzer.

Det var nyt.com der brød historien om Spitzer. Dog efter at avisen havde ligget på historien i et par dage. Endelig frygtede avisens redaktører at historien ville smutte mellem fingrene på dem, lagde den online og kørte historien, som her vurderes som det næstbedste efter det at fælde en præsident. Og så med en 22 årig smuk prostitueret, der oven i købet synger egne sange på sin myspace-side og drømmer om en karriere på New Yorks skrå brædder. Tal om at få et gennembrud…

Jeg stod midt i Washingonpost.com’s 350 mand store onlineredaktion og gloede på en tv-skærm da nyheden brød og CNN filmede New York Times hjemmeside som citat. De to aviser hader hinanden. Dels er de benhårde konkurrenter på det politiske stof. Og dels har der været ondt blod siden New York Times købte Washington Post ud af the International Herald Tribune i 2002.

Sjovt nok er de to avisers onlineorganisationer så forskellige som man kan blive i denne branche.

Mens avisen Washington Post ligger midt i hovedstaden ligger onlineredaktionen på den anden side af floden i Arlington. Det er i Virginia, hvor man kan hyre og fyre efter andre mere lempelige regler end i DC. Det er den ene ret praktiske side af sagen.

Den anden er, at onlineredaktionen aldrig er blevet accepteret af avisen. Den er en ganske selvstændig organisme og har ikke engang lov til at benytte avisens legendariske logo med de velkendte svungne bogstaver.

Men 350 personer har efterhånden fundet vej over floden. Og som det sker blandt andet på Politiken er mange af dem kommet mere af nød end af lyst.

”Avisen taber læsere og skærer ned. Du er blandt de journalister vi kan undvære, men prøv onineredaktionen, de ansætter vist”, har beskeden lydt for mange af de nye onlinejournalister og redaktører.

Mens Politiken mere eller mindre har tvangsflyttet folk, har Washington Post bedt folk om selv at finde vej. Men resultatet er strengt taget det samme. Onlineredaktionen bliver tynget af en journalist, der lige har mistet en stor del af sit selvværd ved tilsyneladende ikke at være god nok til avisen. Journalisten kan allernådigst få lov til at være på onlineredaktionen fordi man ikke kan få fat i andre mere kvalificerede folk for tiden.

Der er en enorm efterspørgsel efter de rigtige folk på de amerikanske avisers onlineredaktioner lige nu. Og det er ikke afdankede blyanter, der søges. Det er bare svært at få andre.

Washington Posts onlineredaktion er strengt taget en spejling af en traditionelt avis-redaktion med en stor håndfuld journalister til at dække hhv. sport, politik, erhverv, lokale områder (Washington Post er jo en lokalavis), underholdning, mode etc.

Der ud over er der en multimedieredaktion på omtrent ti udstyret med HD-videoer. Der er en decideret radiostation med tilhørende journalister og en læser-inddragende redaktion, der daglig sætter gang i mellem 10 til 22 læserchats efter samme model som Politikens ”Direkte-chats” hvor læsere stiller spørgsmål til kendte og aktuelle personer.

En god håndfuld programmører og designere er på nyhedsvagt og sørger for at realisere lange og korte projekter. Fra mindre Facebook-aplikationer til database-drevne fortællinger ala den hvor et par journalister fra livsstilsredaktionen fulgte 100 teenageres indkøbsvaner i den lokale mall over tid. Det blev til et gennemdokumenteret forløb med interaktive grafikker, fotos, lyd, video tekst. You name it.

http://www.washingtonpost.com/wp-srv/business/teenshopping/index.html

Onlineredaktionen er også besat af bloggere, der for fleres vedkommende er avisens klummeskribenter, der har sneget sig over floden for at fastholde publikum. Bloggerne bruger i stigende grad video til reportager og skal jeg pege på en stor tendens, der er længere fremme i USA end i Danmark så er det brugen af video her der og alle vegne.

Et andet nyt mantra på Washington Post – der lige som mange andre nyt gode ideer kommer fra programmørerne og designerne, der til avisens bedste er flyttet ind på nyhedsredaktionerne – er lidt af en kulturel revolution for så selvbevidst en institution: Forvent ikke at folk kommer til dig. Du skal ud til folk.

Og det sker så med en stigende mængde widgets. Ingen regner længere med at folk gider klikke ind på WP.com for at følge med. Læserne vi have indhold, der hvor de i forvejen bruger tid; på Facebook, Myspace, Newvibes, på mobilen, i et spil osv. Læserne river et hjørne af dit indhold og tager det med sig derhen, hvor de vil. Glem andet, siger de i Washington.

Omvendt på New York Times, der for nylig er flyttet ind i en gigantisk lækker bygning midt i New York. 1200 journalister – alle med licens om ikke besked på at skrive online. Widgets er ikke det store her – endnu.

Avistraditionen er fastholdt.

Nyt.com er siden organisationen for nylig opgav at tage betaling for sit indhold eksploderet i brugerantal. Med omtrent 650 mio. sidevisninger i januar er det USA’s største nyhedssite, mens Wp.com følger lidt efter.

Begge er dog blandt de hurtigst voksende websites i USA med væksttal i læserskaren der ligger langt over Googles og AOL’s

Nyt.com er ikke til at skelne fra den trykte avis. Det er de samme journalister, de samme historier, den samme standard, blot med mere.

Modellen er den at man har placeret 60 såkaldte producere i de forskellige redaktioner. De har så ansvaret for at producere dagens og ugens historier online. Til deres rådighed har de, ud over redaktionens skrivende journalister, en stab af grafikere og webprogrammører, fotografer og videojournalister.

Multimedieredaktionen kan godt selv lave historier, men skal også indgå i dagens dagsordner. En dedikeret nyhedsredaktion på 12 har primært til opgave at følge med og citere den øvrige nyhedsstrøm opleves nu nærmest som et levn fra en nær fortid.

Til daglig producerer avisen omtrent 200 artikler et tocifret antal af videoer og billedgallerier. Alt bliver gennemredigeret og faktatjekket efter samme standard som avisen har arbejdet med i 100 år.

Det er to vidt forskellige modeller og hinandens yderpoler i hvordan det kan gøres. Jeg er overbevist om at New York Times ved at integrere redaktionerne har fat i den lange ende. Ingen fremtidige journalister ønsker kun at levere til et medie – det giver simpelthen ingen mening. Journalisten bliver tiltrukket af publikum og er ret ligeglad med om ordene elle billederne bliver offentliggjort det ene eller det andet sted.

Modellen fra Washington med opdelte redaktioner er ikke rationel. Den interne konkurrence mellem papir og net holder nok en del til ilden, men den er dyr og uden særlig værdi for læseren.

Endelig handler det om at beskytte sit brand. Hvis New York Times slækker på indsatsen mister avisen hurtigt sin troværdighed, der i forvejen kun i journalistiske kredse er høj – givet at alle medier scorer lavt i troværdighed ude i samfundet.

Rejser til Washington søndag for at besøge Rob Curley på Washingtonpost, Newsweek Interactive. En spændende fyr der har doneret sit hjerte til lokaljournalistiken. Og det gør han godt.

Tjek evt. disse forholdsvist små lokalaviser der alle bærer hans fingeraftryk:

http://www2.ljworld.com/

http://www.naplesnews.com/

http://www.lvrj.com/

http://loudounextra.washingtonpost.com/

http://www.digitalhollywood.com/MediaSummit.html

Nu er han såkaldt Vice President of Product Development i hovedstaden og spørgsmålet er hvordan han klarer den. Uden sammenligning har jeg selv arbejdet på en stor arbejdsplads en gang og havde hovedet fuld af ideer. Det er dog ofte svært at få gennemført selv det mindste projekt i en stor organisation, da alt for mange typisk skal tages i ed. Især derfor nyder jeg i dag at arbejde i et mindre hus, med færre forretningsgange og større dynamik på udviklingsfronten. Et af mine spørgsmål til Rob Curley er hvordan han beskytter legesygen og opretholder legestuen uden at blive kvalt i bureaukrati og supertankermentalitet nu han er blevet lokket til Washington Post.

Vi er et par stykker der tager af sted: Min kollega Casper Thomsen, der er digital udviklingschef på Ingeniøren, Anders Emil fra Pol.dk og Casper Hjort fra BT.dk. Anders Emil er den på Pol.dk, der har med det læserindragene at gøre og til de af Jer der endnu ikke kender Nyhedsspillet på pol.dk – tjek det ud. Det er kanon gribende og med et par smårettelser kan det blive er rigtig hit. Det bliver sjovt at præsentere for Rob Curley.

Efter Washington drager vi til Media Summit 2008 i New York som vel er en amerikansk pendent til New Media Days herhjemme.

Jeg modtager gerne spørgsmål til Curley eller opfordringer til aktiviteter under Media Summit.