Bergsagel.dk

Har lige tilbragt det meste af to dage på washingtonpost.com og newyorktimes.com. Og det bliver nok ikke meget mere svulstigt målt på selvforståelse. Og med rette. Alt er naturligvis enormt i antal ansatte og læsere, navne og legender.

Det ene organisation svælger stadig i sin moderavis’ gamle Watergate-historie, mens den andens onlinemedie netop har pillet bukserne af New Yorks guvernør Spitzer.

Det var nyt.com der brød historien om Spitzer. Dog efter at avisen havde ligget på historien i et par dage. Endelig frygtede avisens redaktører at historien ville smutte mellem fingrene på dem, lagde den online og kørte historien, som her vurderes som det næstbedste efter det at fælde en præsident. Og så med en 22 årig smuk prostitueret, der oven i købet synger egne sange på sin myspace-side og drømmer om en karriere på New Yorks skrå brædder. Tal om at få et gennembrud…

Jeg stod midt i Washingonpost.com’s 350 mand store onlineredaktion og gloede på en tv-skærm da nyheden brød og CNN filmede New York Times hjemmeside som citat. De to aviser hader hinanden. Dels er de benhårde konkurrenter på det politiske stof. Og dels har der været ondt blod siden New York Times købte Washington Post ud af the International Herald Tribune i 2002.

Sjovt nok er de to avisers onlineorganisationer så forskellige som man kan blive i denne branche.

Mens avisen Washington Post ligger midt i hovedstaden ligger onlineredaktionen på den anden side af floden i Arlington. Det er i Virginia, hvor man kan hyre og fyre efter andre mere lempelige regler end i DC. Det er den ene ret praktiske side af sagen.

Den anden er, at onlineredaktionen aldrig er blevet accepteret af avisen. Den er en ganske selvstændig organisme og har ikke engang lov til at benytte avisens legendariske logo med de velkendte svungne bogstaver.

Men 350 personer har efterhånden fundet vej over floden. Og som det sker blandt andet på Politiken er mange af dem kommet mere af nød end af lyst.

”Avisen taber læsere og skærer ned. Du er blandt de journalister vi kan undvære, men prøv onineredaktionen, de ansætter vist”, har beskeden lydt for mange af de nye onlinejournalister og redaktører.

Mens Politiken mere eller mindre har tvangsflyttet folk, har Washington Post bedt folk om selv at finde vej. Men resultatet er strengt taget det samme. Onlineredaktionen bliver tynget af en journalist, der lige har mistet en stor del af sit selvværd ved tilsyneladende ikke at være god nok til avisen. Journalisten kan allernådigst få lov til at være på onlineredaktionen fordi man ikke kan få fat i andre mere kvalificerede folk for tiden.

Der er en enorm efterspørgsel efter de rigtige folk på de amerikanske avisers onlineredaktioner lige nu. Og det er ikke afdankede blyanter, der søges. Det er bare svært at få andre.

Washington Posts onlineredaktion er strengt taget en spejling af en traditionelt avis-redaktion med en stor håndfuld journalister til at dække hhv. sport, politik, erhverv, lokale områder (Washington Post er jo en lokalavis), underholdning, mode etc.

Der ud over er der en multimedieredaktion på omtrent ti udstyret med HD-videoer. Der er en decideret radiostation med tilhørende journalister og en læser-inddragende redaktion, der daglig sætter gang i mellem 10 til 22 læserchats efter samme model som Politikens ”Direkte-chats” hvor læsere stiller spørgsmål til kendte og aktuelle personer.

En god håndfuld programmører og designere er på nyhedsvagt og sørger for at realisere lange og korte projekter. Fra mindre Facebook-aplikationer til database-drevne fortællinger ala den hvor et par journalister fra livsstilsredaktionen fulgte 100 teenageres indkøbsvaner i den lokale mall over tid. Det blev til et gennemdokumenteret forløb med interaktive grafikker, fotos, lyd, video tekst. You name it.

http://www.washingtonpost.com/wp-srv/business/teenshopping/index.html

Onlineredaktionen er også besat af bloggere, der for fleres vedkommende er avisens klummeskribenter, der har sneget sig over floden for at fastholde publikum. Bloggerne bruger i stigende grad video til reportager og skal jeg pege på en stor tendens, der er længere fremme i USA end i Danmark så er det brugen af video her der og alle vegne.

Et andet nyt mantra på Washington Post – der lige som mange andre nyt gode ideer kommer fra programmørerne og designerne, der til avisens bedste er flyttet ind på nyhedsredaktionerne – er lidt af en kulturel revolution for så selvbevidst en institution: Forvent ikke at folk kommer til dig. Du skal ud til folk.

Og det sker så med en stigende mængde widgets. Ingen regner længere med at folk gider klikke ind på WP.com for at følge med. Læserne vi have indhold, der hvor de i forvejen bruger tid; på Facebook, Myspace, Newvibes, på mobilen, i et spil osv. Læserne river et hjørne af dit indhold og tager det med sig derhen, hvor de vil. Glem andet, siger de i Washington.

Omvendt på New York Times, der for nylig er flyttet ind i en gigantisk lækker bygning midt i New York. 1200 journalister – alle med licens om ikke besked på at skrive online. Widgets er ikke det store her – endnu.

Avistraditionen er fastholdt.

Nyt.com er siden organisationen for nylig opgav at tage betaling for sit indhold eksploderet i brugerantal. Med omtrent 650 mio. sidevisninger i januar er det USA’s største nyhedssite, mens Wp.com følger lidt efter.

Begge er dog blandt de hurtigst voksende websites i USA med væksttal i læserskaren der ligger langt over Googles og AOL’s

Nyt.com er ikke til at skelne fra den trykte avis. Det er de samme journalister, de samme historier, den samme standard, blot med mere.

Modellen er den at man har placeret 60 såkaldte producere i de forskellige redaktioner. De har så ansvaret for at producere dagens og ugens historier online. Til deres rådighed har de, ud over redaktionens skrivende journalister, en stab af grafikere og webprogrammører, fotografer og videojournalister.

Multimedieredaktionen kan godt selv lave historier, men skal også indgå i dagens dagsordner. En dedikeret nyhedsredaktion på 12 har primært til opgave at følge med og citere den øvrige nyhedsstrøm opleves nu nærmest som et levn fra en nær fortid.

Til daglig producerer avisen omtrent 200 artikler et tocifret antal af videoer og billedgallerier. Alt bliver gennemredigeret og faktatjekket efter samme standard som avisen har arbejdet med i 100 år.

Det er to vidt forskellige modeller og hinandens yderpoler i hvordan det kan gøres. Jeg er overbevist om at New York Times ved at integrere redaktionerne har fat i den lange ende. Ingen fremtidige journalister ønsker kun at levere til et medie – det giver simpelthen ingen mening. Journalisten bliver tiltrukket af publikum og er ret ligeglad med om ordene elle billederne bliver offentliggjort det ene eller det andet sted.

Modellen fra Washington med opdelte redaktioner er ikke rationel. Den interne konkurrence mellem papir og net holder nok en del til ilden, men den er dyr og uden særlig værdi for læseren.

Endelig handler det om at beskytte sit brand. Hvis New York Times slækker på indsatsen mister avisen hurtigt sin troværdighed, der i forvejen kun i journalistiske kredse er høj – givet at alle medier scorer lavt i troværdighed ude i samfundet.